Nordea-Fonden og LAG støtter Samsø Museum

Samsø Museum får støtte fra Nordea og LAG til stort udstillings- og renoveringsprojekt

Nordea-fonden og LAG støtter et stort udstillings- og renoveringsprojekt i godsmejeriet i Tranebjerg.

Temaet for udstillingen præsenteres først til januar – men produktionen er i fuld gang og mange lokale har allerede været involverede. 

Både LAG og Nordea-Fonden støtter projekter, der skaber liv og aktiviteter i mindre lokalsamfund. Med dette projekt får Samsø Museum nogle langt bedre udstillingsfaciliteter i den smukke gamle mejeribygning, et lokalt forankret udstillingsprojekt og en bog. 

”Det er ret fantastisk, når vi kan skabe projekter af denne størrelse. Nu kan vi præsentere indhold af høj kvalitet og få gjort noget ved den spændende bygningsmasse, som museet ejer, men som er i dårlig stand,” siger Naja Kjærgård Laursen, leder af Samsø Museum.

Det kan kun lade sig gøre ved hjælp af ekstern finansiering. I dette tilfælde har LAG støttet projektet med 286.000, der er kommet en gavmild privat donation på 800.000 kr. og nu yderligere 250.000 kroner fra Nordea, fortæller museumslederen. 

Samsø Museums besøgssteder er lukket for publikum frem til minimum den 4. januar 2021 på grund af coronarestriktioner.

Udstillingen åbner i de nye rammer torsdag den 25. marts 2021.