Hellekiste fra Besser

Se den genskabte grav i Samsø Museums have i Tranebjerg.

På en bakke nær stranden sydøst for Besser lå en stenkiste fra stenalderens slutfase - også kaldet dolktiden (2.400-1.800 f.Kr.). Den lå med flot udsigt over havet mod øst, men i 1986 havde bølgerne gnavet sig så voldsomt ind i bakken, at graven snart ville styrte ned på stranden. Derfor blev der sat en arkæologisk udgravning og redningsaktion i gang i et samarbejde mellem Fredningsstyrelsen og Samsø Museum.

Kistens beliggenhed i 1986 set nede fra stranden. Foto: Svend I. Hansen.

På kanten af den 5 m høje kystskrænt blev graven undersøgt, nøje opmålt og forsigtigt taget op sten for sten, for derefter at blive flyttet og genopsat i museets have, hvor den i dag kan betragtes i en nøjagtig rekonstruktion med de originale sten, samme størrelse og orientering.

Arkæologiske undersøgelser

Graven blev arkæologisk undersøgt første gang i 1933 i forbindelse med en restaurering og efterfølgende fredning. Desværre blev der ikke fundet spor af den gravlagte eller gravgaver, da det viste sig, at gravrummet nogle år forinden ved en uautoriseret udgravning var blevet tømt for sit indhold. Selve kisten var imidlertid ret velbevaret og blev som nævnt fredet for eftertiden.

Fredning af et fortidsminde beskytter ved lov mod menneskelige indgreb, men den kan ikke beskytte mod naturens kræfter. Og 50 år efter, fredningen var trådt i kraft, stod graven overfor en afgørende trussel, som ingen lov kunne beskytte den imod – nemlig havets nedbrydende kræfter.

I 1986 blev den ovenfor omtalte undersøgelse og redningsaktion udført. Atter blev gravrummet udgravet med registrering af interessante konstruktionsdetaljer.

Gravanlægget er en såkaldt hellekiste fra stenalderens slutfase, dolktiden, som er konstrueret af store, flade sten (heller). I forhold til Samsøs mange stendysser og jættestuer, som tilhører et godt 1000 år ældre tidsafsnit af bondestenalderen, så er dolktidens hellekister ret sjældne her på øen.

Kisten under udgravningen i 1933. Foto: Julius Raklev.

Kisten er anlagt i en 0,6 m dyb nedgravning, og resterne af en lav, dækkende jordhøj over kisten blev dokumenteret ved den første undersøgelse i 1933. Selve gravrummet måler 2,5 m i længden, mens bredden varierer fra 0,55-1 m og højden er ca. 0,6 m. Siderne er dannet af otte store og flade sten, støttet og tætnet på ydersiden af flere mindre sten. Ovenpå har kisten været lukket af to eller tre store flade dæksten, hvoraf kun den ene i den vestlige ende er bevaret og tilmed delvist beskadiget af kløvning. De øvrige dæksten er formodentlig blevet fjernet en gang i historisk tid og anvendt til byggemateriale. Den oprindelige orientering af kisten var omtrent øst-vest, hvilket også gør sig gældende i dens nye omgivelser her.

Undersøgelsen i 1986 afslørede rester af et gulvlag i det ene hjørne i form af flade stenfliser. Adgangen til graven har formentlig været i den østlige ende, hvor gavlstenen har kunnet fjernes. Dette blev antydet af, at gavlstenen ikke sluttede helt tæt til. Lige under dette indgangsparti viste sig en overraskelse ved, at der tilsyneladende er konstrueret en lille stentrappe, som tydeligt ses i graven i dag. Trappen er muligvis enestående for denne gravtype her i landet.

Tegning af gravens konstruktion set fra oven. Tegning af Svend. I. Hansen med tilføjelser af Uffe Rasmussen.

Selvom kisten var arkæologisk udgravet i 1933, og desuden havde været tømt forinden, så blev der ved undersøgelsen i 1986 alligevel fundet et levn fra den oprindelig gravlæggelse – nemlig spidsen af en antagelig stor og fornem flintdolk, som har fulgt den afdøde i graven.

Gravplads med vikinger

Ved udgravningen i 1933 blev der fundet et lårben fra et voksent individ. Det forekom logisk, at knoglen måtte stamme fra den gravlagte i kisten, men det er nok ikke tilfældet. Ifølge den daværende ejer af marken, så var knoglen nogle år forinden fundet under pløjning lidt derfra og derefter kastet i stenkisten. Den stammede derfor nok fra en helt anden grav. Denne mulige anden grav blev undersøgt et lille årti senere, og det viste sig, at der ikke blot var tale om én grav, men en hel lille gravplads – ikke fra stenalderen, men fra vikingetiden. Den gamle stengrav fra fjerne forfædre må have været et godt udgangspunkt for nogle lokale vikingers anlæggelse af en gravplads 3.000 år senere.

Fakta om dolktidens hellekister i Danmark

En helle er en stor flad sten – og en hellekiste er således en kiste konstrueret af store flade sten. Hellekisterne var som regel dækket af en lav jordhøj og somme tider tillige en stendynge.

Hellekister, der forekommer over hele landet, men hyppigst i de østlige egne, var blot én af en række forskellige gravformer i perioden. Kister kunne også være af træ, grave kunne anlægges i toppen af den foregående periodes enkeltgravshøje eller inde i endnu ældre stengrave fra bondestenalderens tidlige del. Der var fladmarksgrave uden høje, og tilfælde af ligbrænding kendes også. Desuden forekommer lokale variationer indenfor hellekisterne, f.eks. orienteringen, der i Nordjylland var nord-syd, mens Samsø og de østlige egne foretrak øst-vest.

I hellekisterne lå den gravlagte som regel i udstrakt rygleje, og kisterne blev ofte anvendt til flere efterfølgende begravelser. Når nye begravelser blev foretaget, kunne den gravlagte placeres ovenpå den forrige, i andre tilfælde blev knoglerne fra ældre begravelser ryddet til side i små bunker.

Eksempel på intakt hellekiste fra Ølsted, Nordsjælland, med tre gravlagte personer ovenpå hinanden. Fra J. Jensen 2001, Danmarks Oldtid.

Den hyppigste og gennemgående genstand, som den gravlagte fik med, var den såkaldt fladehuggede flintdolk af ofte fornem kvalitet. Som det også fremgår af periodens navn – dolktiden – så var dolken en central genstand i datidens samfund og symboliserede magt og prestige. Nede i Mellemeuropa var den tidlige bronzealder begyndt, og bronzedolke var højeste mode. De nye skikke smittede af i Nordeuropa, hvor de prestigefyldte dolke dog i flere århundrede mesterligt produceredes i det gamle, lokale råstof – flint.

Fint forarbejdede flintpilespidser var også almindelige som gravgaver og har ligget som del af et komplet bueskytteudstyr i form af pileskafter, bue og kogger, som kun i meget sjældent er bevaret til i dag. Indimellem kan der også forekomme lerkar, smykker og dragtudstyr som nåle og knapper af ben eller rav.

Se den genskabte grav i museumshaven i Tranebjerg.