Harvard på Samsø 2023
Årets arkæologiske sommerskole er startet
Fra den 12. til den 30. juni 2023 har Samsø besøg af ti studerende fra Harvard University, som deltager i et sommerskoleprogram om vikingetid. På Samsø skal flere af dem for første gang deltage i en arkæologisk udgravning under kyndig vejledning af arkæologer fra Moesgaard Museum.
Udgravningen vil i år finde sted ved Selleshøj nær Ballen. På lokaliteten er der igennem udgravninger i 00erne fundet tre grubehuse og en brønd fra vikingetiden med bl.a. keramik, vævevægte og dyrekogler, og et enkelt langhus fra tidlig vikingetid sammen med jern og slagger, der indikerer, at der er foregået smedeaktivitet på pladsen.
Vi holder åben udgravning den 27. 28. og 29. juni fra kl. 10-15 alle dage, hvor alle interesserede kan komme og møde de studerende og deres undervisere, og høre mere om den udvalgte lokalitet og fund.
Sommerskoleprogrammet er lavet i samarbejde mellem Harvard University, Aarhus Universitet og Moesgaard Museum. Det ledes af Stephen Mitchell, professor i vikingetid og skandinavisk middelalder ved Harvard University samt Daniel Dalicsek, arkæolog ved Moesgaard Museum.
Sommerskolen i vikingestudier har siden sin begyndelse været særdeles populær, hvilket også er blevet opdaget af avisen USA Today, der har den på top-7 over de mest unikke studieprogrammer i udlandet.
Fotografiet er fra en tidligere Harvard-udgravning ved Endebjerg.
Åben udgravning: Den 27., 28., og 29., juni 2023 fra kl. 10-15 alle dage.
Mødested: Selleshøj. Udgravningen kan ses fra parkeringspladsen ved Ballen Færgehavn.
Det er gratis at deltage.