Lys i mørket

Den 3. og 4. november inviterer vi ind i varmen, når vi fejrer både Lys i mørket og Spil Samsk

 

 

Fredag

 

 

Kl. 19.30: Ghostwalk i Tranebjerg

 

Kom med på en anderledes byvandring i novembermørket og hør om de mange ukendte sagn og uhyggelige historier, der gemmer sig i Tranebjerg. Vi slutter vandringen på Samsø Museum, hvor der vil være lidt at drikke og et musikalsk indslag.

 

Pris 50 kroner

 

 

Lørdag

 

 

Kl. 19: Øen som inspiration for fremtidens arkitektur  

Foredrag ved Anne Romme, lektor i Arkitektur på Det Kgl. Akademi  

 

Anne Romme er lektor i arkitektur og forfatter til den nyudgivne bog Ø/Island, skrevet i samarbejde med arkitekt Jacob Sebastian Bang. Lørdag den 4. november vil hun præsentere deres eksperimenterende arkitekturprojekt, som er en undersøgelse af, hvorvidt øer kan være med til at løse nogle af de store beboelsesmæssige udfordringer, som klimakrisen kan forventes at medføre.

Der inddrages konkrete projekter som Energiøen i Nordsøen, Lynetteholm, Esbjerg Strand, Aarhus Ø, som er nye landskaber, der skal inddeles, fordeles og beboes og der perspektiveres til litteraturens og kunstens behandling af ”øen”, som et mikrokosmos, hvor menneskers bosætningsmønstre og relationer til hinanden kan koncentreres og analyseres.

 

Oplev et kreativt bud på, hvordan arkitektur til en oversvømmet fremtid kan se ud.

Kl. 20.00: Præsentation af ø-iværksættereventyret Sams Island, v. Mads Nielsen

20.30: DJ-set med live-elementer af den samske musiker Langkilde. Genren er balearic og kan spænde fra forsigtige flader af nervøse toner til melodisk techno. En musikalsk oplevelse hvor publikum, aftenen og stemningen bestemmer det næste nummer. Der kan købes cocktails i baren fra Sams Island.