2000 års bondestenalder på Nordsamsø

En mini-udstilling på Samsø Museum - kan opleves fra den 4. juli og frem til den 31. oktober 2024.

 

I foråret 2022 skiftede Klitgårdens Camping ejere, og i den

forbindelse blev der ryddet grundigt op på stedet. Her dukkede

en kasse oldsager op, som Samsø Museum blev underrettet om.

Var det noget af interesse? Ja, det var det bestemt! Der kunne

meget vel gemme sig interessant viden om oldtiden på stedet.

Campingpladsen ligger tæt ved Nordby og blev etableret sidst i

1950erne. Men inden da blev ejendommen drevet som landbrug,

og det var under markarbejdet, at oldsagerne blev indsamlet.

 

Klitgården år 1957

De mange flintsager i samlingen vidner om dagligdagens gøremål

igennem næsten hele yngre stenalder fra ca. 3.900 til 1.800 f.Kr.

Perioden kaldes også bondestenalderen, fordi det var her, at

agerbrug og husdyrhold blev introduceret i Sydskandinavien og

fundamentalt ændrede samfundsudviklingen fra tidligere tiders

jægere/samler-tilværelse.

Samlingen består dels af store mængder flintaffald fra

redskabsfremstilling og dels af selve redskaberne fra alskens

aktiviteter på en typisk bondestenalderboplads. Redskaberne er

ofte slidte og beskadigede, og som sådan kasserede efter flittig

bearbejdning af f.eks. træ, knogle, gevir, læder og sten. Flere af

de op mod 5.000 år gamle flintredskaberne er velkendte typer,

som vi kender fra vores egen hverdag. Samlingen kan ses i Godsmejeriet på Samsø

Museum fra den 4. juli til den 31. oktober 2024. 

 

Tragtbægerkulturen, tidlige del (3.900-3.200 f.Kr.)

Omkring 3.900 f.Kr. ændrer stenaldersamfundene i Sydskandinavien

sig fundamentalt ved, at agerbrug og dyreavl introduceres og vinder

frem på bekostning af den ældgamle jæger/samler-tilværelse. Denne

forandring sker relativt hurtigt overalt i det danske område, og

med de nye erhvervsformer følger også nye bosættelsesformer, nye

religiøse skikke og nye redskaber.

Landskabet omkring Klitgården har været ideelt for den tidlige stenalderbonde.

En vidtstrakt, sydvendt skråning lå optimalt for sollys og

-varme til agre for korndyrkning, og med den tidlige tragtbægerkulturs

store flade økse, kaldet den tyndnakkede økse, blev skoven

ryddet og agre etableret. Helt opbrugte og beskadigede økser blev

smidt på bopladsens mødding.

 

Med kysten lige øst for bopladsen og en lavvandet vig mod syd var

der direkte adgang til havet. Foruden at være en vigtig mulighed for

fiskeri og indsamling af skaldyr, så var havet stenalderens vigtigste

transportvej, hvor man med sejlads i kanoer fik kontakt med nær og

fjern.

Den fint dekorerede keramik kan muligvis stamme fra en gravlæggelse

eller en offerhandling. Lige ovenfor Klitgårdens marker mod

nordvest finder vi faktisk resterne af et betydeligt gravmonument fra

perioden i form af stendyssen ”Dyvelstenen”. Lerkarrene kan måske

have indgået i ritualerne for forfædrene i dyssen.

 

Ingen fund fra tragtbægerkulturens sene del

(3.200-2.800 f.Kr.)

Arkæologerne bruger først og fremmest forskellige oldsagstyper til

at tidsfæste aktiviteterne på bopladserne. I den tidlige tragtbægerkultur

var det den tyndnakkede øksetype og keramikkens særprægede

ornamentik, der tydeligt viste ophold og aktivitet i perioden.

Den efterfølgende periode, tragtbægerkulturens sidste halvdel, er

kendetegnet ved, at flintøkserne nu får tykkere nakke, ligesom keramikken

og en række andre flintredskaber også ændrer karakter. Men

disse typer er helt fraværende i samlingen. Måske forlades stedet

af ukendte årsager i nogle århundreder, måske er bebyggelsen blot

flyttet en smule mod vest, så affaldet ikke er havnet på Klitgårdens

marker, måske er der en helt tredje forklaring. Fraværet er dog

påfaldende, da der atter bliver aktivitet på stedet straks efter tragtbægerkulturens

afslutning, hvor enkeltgravskulturen melder sig på

banen.

 

Enkeltgravskulturen (2.800-2.400 f.Kr.)

Enkeltgravskulturens opdukken og tilstedeværelse på Samsø er

interessant. Kulturen er del af et større europæisk fænomen og dukker

op i Midt- og Vestjylland omkring 2.800 f.Kr. Herfra spredes den

langsomt til resten af Jylland, mens spredningen til det øvrige danske

område mod øst er noget uklar. Enkeltgravskulturen indvarsler

store forandringer med nye skikke, nye måder at drive landbrug

på og som navnet antyder – ny gravskik med små gravhøje for én

person. DNA-undersøgelser har i de senere år peget på en markant

indvandringsbølge.

Tyknakkede økser af en lidt kluntet og grov form er typisk for enkeltgravskulturen,

og mangfoldige fund vidner om ny og livlig aktivitet

på stedet. Kulturens særegne redskab – stridsøksen – er ikke

ukendt på Samsø, hvilket i udstillingen på Samsø Museum er vist

med et flot eksemplar fra Sildeballe ved Besser. En stridskølle fra

Ørby vidner tillige om enkeltgravskulturens måske voldelige fremfærd

på øen.

Mere fredeligt er masseproduktion af forarbejder til arbejdsøkser,

som er fremtrædende i Klitgårdsamlingen. De er fremstillet i en

grov, grå flinttype, som antagelig er udvundet fra stejlkysten ud for

bopladsen. Forarbejderne kaldes også flintplanker eller flintbarrer,

og større fund af sådanne forarbejder i flintfattige egne i Norge og

Sverige vidner om stor efterspørgsel og en omfattende udveksling

fra det danske område.

 

Dolktiden (2.400-1.800)

Bondestenalderens sidste 600 år kaldes dolktiden ud fra periodens

fint forarbejdede flintdolke. Dolkene var en form for statussymbol

og fulgte ofte dens ejer i graven efter døden. Den særlige flinthugningsteknik,

der knytter sig til dolkene og visse andre redskaber,

kaldes fladehugning og giver sig til kende på en del af sagerne fra

Klitgården heriblandt stumper af flintdolke. Mange flintdolke har en

underlig slitage i enden af grebet. Dette slid er opstået ved at stryge

grebet mod en metalholdig sten for at slå gnister, og med letantændeligt

materiale frembringe ild – nærmest som vore dages lightere.

Økserne er stadig tyknakkede, men formen speciel og ind imellem

med omhyggeligt hulslebet æg.

 

Samsøs stenalder – fra gemmerne og frem i lyset

På Samsø gemmer sig mange store og små oldsagssamlinger rundt

i de private hjem. Samlingerne er typisk opstået ved opsamling under

markarbejde og vidner ofte om lokal nysgerrighed og interesse

for øens forhistorie. Hver samling kan – ligesom Klitgårdssamlingen

her – fortælle os en bid af Samsøs stenalders over 10.000 år lange

historie fra istidens slutfase til stenalderbondens møde med de første

metaller ved bronzealderens begyndelse. Derfor satte museet

og en samling arkæologiinteresserede frivillige i foråret 2023 gang

i et projekt med det formål at få registreret så mange af disse samlinger

som muligt. Vi beskriver og fotograferer oldsagerne og gemmer

de vigtige oplysninger om fundsteder, fundenes art og alder,

så samlingernes vidnesbyrd fremover kan indgå i den arkæologiske

udforskning af Samsøs stenalder og øens samspil med resten af

verden.

Udstillingen er lavet i et samarbejde mellem museets frivillige stenaldergruppe,

arkæolog Uffe Rasmussen fra Moesgaard Museum og

Samsø Museum.