Udgravning ved Ørby

Harvard-studerende på jagt efter Samsøs vikinger

Den 6. juni ankommer 13 studerende fra Harvard University til Samsø. Her skal de i samarbejde med arkæologer fra Moesgaard Museum foretage en udgravning ved Ørby som en del af deres sommerskole om vikinger. De studerende skal under opholdet lære om vikingetiden og prøve at arbejde på en arkæologisk udgravning for første gang.

Der er gennem tiden fundet mange metalgenstande på den mark ved Ørby, hvor udgravningen skal finde sted. Lokale metaldetektorførere har fundet genstande fra jernalderen, vikingetiden og middelalderen, og Moesgaard Museums arkæologer har opdaget spor efter stolper, bygninger eller andre nedgravede konstruktioner. Kan det mon betyde, at der har ligget en boplads i Ørby fra jernalderen og helt op i middelalderen? Hvilken slags huse havde de? Boede man der fast eller kun i perioder? Hvad kan fundene og bebyggelsen sige om vikingetidens mennesker og deres sociale liv? Disse og andre spørgsmål håber arkæologerne og de studerende at kunne besvare under udgravningen i Ørby.

Udgravningen står på fra den 6. til den 24. juni 2022.

 

Besøg udgravningerne


Den 21. og 22. juni er udgravningerne åbne for besøgende.