Ny særudstilling i Anton Rosens Hus: "Julens Rum"

Tag med Samsø Museum på opdagelse i både skæve, rørende og overraskende juletraditioner fra forskellige kulturer.

I december måned inviterer Samsø Museum på en unik udstillingsoplevelse.  

Udstillingen ”Julens Rum” er opbygget som en labyrint, der inviterer besøgende på en sanselig rejse igennem juletraditioner på tværs af kulturer. Udstillingen stiller skarpt på de julesymboler og ritualer, som går igen på tværs af landegrænser, men også på nogle af de fænomener, som gør os forskellige.

Børn og voksne vil kunne gå på opdagelse i bl.a. bulgarske og aboriginske juleritualer og til et af de mange parallelle arrangementer i december måned, vil man kunne eksperimentere med produktion af bulgarsk julepynt lavet på popcorn.    

Udstillingen er produceret af Samsø Museum i samarbejde med scenekunstner Loui Danckert og afholdes i Anton Rosens Hus i Tranebjerg. 

Udstillingen er åben fra den 1. til den 23. december man-tors kl 10-16 og fre-søn fra kl 10-14.

 

Aktiviteter i udstillingsperioden: 

 

Fredag den 30. november fra kl. 15-18 er der udstillingsreception; her vil udstillingen blive præsenteret og man vil blive budt på et lille glas. 

 

Lørdag den 1. december fra kl. 10-14 er der åbent i det kreative juleværksted, imens præst Ea Hvitnov vil fortælle om symboler i den danske julepynt - hvorfor fletter vi fx julehjerter?    

 

Lørdag den 8. december fra kl. 11-13 vil der blive læst juleeventyr højt af Tom Nagel Rasmussen, imens er der åbent i det kreative juleværksted. Tag gerne selv et juleeventyr med.

 

Torsdag den 13. december fra kl. 19-21: Foredrag for museumsforeningens medlemmer om ”Den danske vinhistorie” ved seniorforsker Annette Hoff. De der endnu ikke er medlem af foreningen kan købe et årskort for hele 2019 samme aften for 200 kroner. 

 

Lørdag den 15. december fra kl. 11-13 producerer vi bulgarsk julepynt i det kreative værksted under kyndig instruktion af Petya Gondova og Zhenya Dimitrova, som kan fortælle mere om, hvordan jul fejres i Bulgarien.   

 

Det kreative værksted er åbent for alle.