Samsø fejrer Mikkelsdag

Der venter en festlig dag for hele familien lørdag den 29. september, hvor Samsø Museum og Samsø Madkulturhus inviterer til Mikkelsdag.

 

Mikkelsdag er en af de gamle danske højtider, som lige så stille er ved at blive glemt. Det er synd, for tidligere var det en særdeles vigtig dag, som markerede, at høsten var kommet i hus, og at man (forhåbentlig!) havde fået produceret nok til, at man ville kunne komme igennem den lange og kolde vinter. 

Samsø Museum og Samsø Madkulturhus vil i år gøre en særlig indsats for, at højtiden ikke bliver glemt, men derimod fejret som den fest, det engang var. Det foregår på Mikkelsdag - lørdag den 29. september. 

 

Husmandsstedet Fredensdal inviterer til åbent hus, og her vil man kunne opleve den gode stemning på landet, som i gamle dage. Børn vil kunne eksperimentere i et legetøjsværksted, hvor man skal lave legetøj med de forhåndenværende materialer - hulsten, halm, pinde og muslingeskaller. Der vil være gammeldags lege, en rebslager og demonstration af gamle landbrugsredskaber. Her vil blive sunget høstsange, og det vil være muligt at smage lækkerier lavet på gårdens egne råvarer. Man vil kunne klappe de gamle danske landracedyr, og så vil man kunne få en tur i hestevogn.

 

Program for dagen på Fredensdal:  

10.00-14.00 Vi slår dørene op til Fredensdal klokken 10 og dagen igennem vil der være masser af aktiviteter for børn og voksne. Boden med gårdens egne madvarer, øl, kaffe og kage vil være åben.    

10.30 Kartoffelløb 

11.30 Trebensløb 

12.00 Høstsange med Samsø Sangsild

13.00 Sækkeløb

 

Adresse: Vestermarksvej 20, 8305 Samsø.

 

 

 

Samsø Madkulturhus vil der være café med levende madformidling, hvor man kan høre mere om de gamle samske egnsretter, som var en helt central del af Mikkelsdagsfejringen. I caféen vil der også være godt med smagsprøver til de nysgerrige. Madkulturhuset vil desuden afholde to madworkshops i løbet af dagen, hvor man med kyndig vejledning selv kan prøve at lave to høstfestklassikere: Skårgrød og æggepunch. Der vil også være inspiration til, hvordan de historiske retter kan serveres i en moderne version.

 

Program for dagen i Madkulturhuset: 

11.00-17.00 Der tændes lejrbål i haven. Her kan du dagen igennem riste et æble over bålet, nyde det samske efterårsvejr eller udfordre til en omgang ’kongespil’ i bunden af haven.

12.00-17.00 Det høstpyntede væksthus er åbent. Her kan du få smagsprøver på egnsretter og høstens specialiteter og høre om høstens traditioner. Du kan også købe en lækker frokost, kaffe og andre drikkevarer. 

12.30 Mads fra Sams Island Distillery fortæller om hjemmebrænding gennem tiderne og om sin egen, moderne produktion af samsk råm og gin. 

Kl. 13.00 Workshop: Høstfestens madtraditioner. Vi går i køkkenet og laver maden til vores egen høstfest – i både klassiske og moderne versioner. Workshoppen varer ca. en time inkl. spisning og er gratis at deltage i. Der er 24 pladser. 

14.00 Benno Blæsild fortæller om Mikkelsdag og de mange traditioner, der knytter sig til landbruget og høsten på Samsø. Benno Blæsild er en forfatter og foredragsholder med blændende viden og indsigt i Danmarks historie og traditioner. Han har bl.a. været museumsinspektør i Den Gamle By og direktør for Fregatten Jylland. 

Kl. 15.00 Workshop: Høstfestens madtraditioner. Vi går i køkkenet og laver maden til vores egen høstfest – i både klassiske og moderne versioner. Workshoppen varer ca. en time inkl. spisning og er gratis at deltage i. Der er 24 pladser.

 

Adresse: Langgade 26, 8305 Samsø

 

Deltagerbetaling: 

Det er gratis at deltage i begge arrangementer, man skal dog betale for mad og drikke. 

  

Arrangementet er en del af KULTURRING ØSTJYLLAND.

Kulturring Østjylland samarbejder med Kulturministeriet og består af kommunerne Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Skanderborg, Odder, Samsø og Hedensted Kommune.

 

Der vil ligeledes blive arrangeret en guidet cykeltur på Mikkelsdag - primært tiltænkt tilrejsende til øen. Læs mere om cykelturen her