HistorieUniverset

I HistorieUniverset tilegner børnene sig gennem pædagogisk opbyggede forløb først historisk og siden praktisk viden om én eller flere perioder af danmarkshistorien ud fra nedslag i Samsøs historie. Det specielle ved Samsø er, at alle de historiske perioder har efterladt sig spor i landskabet, som man nemt kan tage ud at se.

 

I HistorieUniverset ønsker vi gennem konkrete eksempler at give børnene indsigt i, hvorfor en bestemt historisk begivenhed fandt sted, og hvor man kan finde spor efter den i landskabet.

Gennem dialog med frivillige formidlere finder børnene svar på hvornår, hvorfor og hvordan gennem en tur i HistorieUniverset.

De forskellige forløb er samtidigt et studie i teknologisk innovation, som den har udspillet sig fra stenalder til nutid, og som den stadig kan ses i landskabet rundt om på Samsø – hvis man altså har lært, hvad man skal se efter.

 

HistorieUniverset er danmarkshistorie på en inddragende og engagerende måde, der kan supplere skolernes historieundervisning.

 

Praktisk information:

Hvordan det foregår:

Undervisningen er baseret på at inddrage eleverne gennem dialog og aktiviteter.

Klassen bliver inddelt i 3-4 hold, som skal arbejde med hvert deres historiske eksperiment. Som optakt til et besøg i HistorieUniverset vil I få tilsendt materiale, der relaterer sig til de historiske perioder, I har valgt at arbejde med. I kan således forberede jer hjemme på skolen.

Der findes disse fem forløb, hvoraf de tre eller fire indgår i undervisningen:

 

  • Jættestuebyggerne - Byg en jættestue - Bondestenalder (4000-1700 f.kr.)
  • Kanalbyggerne - Byg Kanhavekanalen - Tidlig vikingetid (700-tallet)
  • Borgbyggerne - Byg Vesborg - Middelalder (1300-tallet)
  • Kirkebyggerne - Byg Nordby Kirke - Middelalder (1200-1500-tallet)
  • Skansebyggerne - Byg Lilleøre Skanse - Englandskrigene (starten af 1800-tallet)

 

Pris:

Et forløb i HistorieUniverset varer ca. 1½ – 2 timer og koster 750 kr. for en klasse (max. 28 elever). 

 

Booking:

Booking foregår ved at tage kontakt med Samsø Museum enten på mail eller telefon:

Mail: kontakt@samsoemuseum.dk

Tlf.: 8659 2150