625 Samsøpostkort - fra før og nu

Ole ”Fisker” Lassen fra Nordby udstiller 625 gamle og nyere Samsø postkort, som alle er fra hans store privatsamling på hen ved 700 Samsø postkort.

 

 

Samlingen startede for 10 år siden da Ole Fisker ved en tilfældighed fandt 2 postkort i sin svigermors skuffe.

Postkortene var fotos af færgen ”Jylland” ved kaj i Kolby Kaas. Disse kort fangede med det samme Oles interesse, for han har siden 3 års alderen haft en særlig forkærlighed for skibe, og som voksen blev han matros og siden rigger og sejlmager.

 

Det ældste postkort er fra 1893 og der er nogle fra 1920’erne. De fleste kort er dog fra 1950’erne, 60’ene og 70’erne. Kortene finder Ole hos venner og bekendte, på loppemarkeder og på internettet. 

 

Ole Fisker er født og opvokset i Nordby, og som samsing ved han en masse om Samsøs historie, han fortæller gerne historierne, der knytter sig til mange af kortene.

Der er postkort med huse og mennesker, og Ole har selvfølgelig styr på, hvem de fleste mennesker på billederne er.

Der er fx postkortet med bybrønden på Skræddertorvet, hvor en ung Søren Peter Kjeldahl kikker ned i brøndens dyb. Der er også postkort fra ”Lille Jenses Hus” i Nordby; både før og nu.

 

Postkortene vækker minder. Når man fx ser kortet fra Mårup Havn med Jens Fisker, der kikker henover brillerne,

er man jo med det samme tilbage i 70’erne, hvor man stod på anløbsbroen og bad om en rødspætte, som blev flået, mens man ventede. En rødspætte kostede 2 kr.

 

Og så er der postkort med de velkendte landskaber. Det er sjovt at sammenligne de samme motiver fra både før og nu. Det er slående at se på de ældre postkort, hvordan landskabet har været træfattigt. Nordby Bakker har således set meget ”skaldede” ud. Der var nærmest ikke et eneste træ eller en eneste busk. På de nye kort kan man jo se, at sådan ser landskabet slet ikke ud i dag.

Sjovt er det også at se de gamle færger Ulla Grau og Sam-Sine (Sælvig – Hou ruten). Hvor små færgerne var for henholdsvis 50 og 40 år siden (1968 og 1979) med plads til henholdsvis 22 og 35 biler.

 

En overvejende del af postkortene er fra Nordøen:

Nordby, Issehoved, Langdalen, Ballebjerg, Møgelskår, Mårup og Langør. Kanhave og Stauns.

 

Men der er også en pæn del fra Sydøen:

Besser, Ballen, Brundby, Ørby, Tranebjerg, Vesborg, Kolby Kås og Sælvig.

Ole Fisker har postkort fra næsten hver eneste krog på Samsø.

 

Samlingen er nået op på mere end 700 forskellige kort, og der kommer stadig ”nye” til, så samlingen vokser støt. Ole Fisker er hele tiden på udkik efter kort til sin samling.

 

Reception for udstillingsåbning:

Tid: Den 1. juni kl. 15.00

Sted: Nordby Gl. Bibliotek og Posthus, Nordby Hovedgade 27

Udstillingen kan ses hver dag kl. 13-15 i juni-juli og august.