Husmandsstedet Fredensdal

Fredensdal er et husmandssted fra første halvdel af 1900-tallet. Museet arvede ejendommen fra den sidste ejer, Eduard Kjeldmann, som havde boet her hele sit liv. Efter forældrenes død i 1930’erne overtog han ejendommen, og mens han i ejendommens drift fulgte med tiden – dog uden skiftet fra hest til traktor – skete der kun meget få ændringer i hjemmet.

 

Stuer, køkken, spisekammer og soels (bryggers) står uforandrede som i forældrenes tid, bortset fra at der er installeret elektrisk lys.

I de to sovekamre er der nu indrettet udstilling.

På baggrund af grundige dagbogsoptegnelser fra 1909 til 1935 fortælles om familiens daglige liv og arbejde på ejendommen.

I stalden og på markerne kan du møde ejendommens besætning af gamle danske husdyrracer: køer og grise, geder og fjerkræ og hesten Jokum.

Alt afhængig af årstiden kan besøgende være heldige at se Jokum i arbejde sammen med stedets frivillige “husmænd”.

Den gamle prydhave er reetableret med staudebede, buksbomhække og havegange, som den så ud på fotografier fra 1920’erne.

Stedet blev bygget i 1904 af Søren Kjeldmann og har dannet rammen om hans, hustruen Emilie og sønnen Eduards liv.

Fra dagbogsoptegnelserne og fotografier får vi et indblik i et nøjsomt og opfindsomt bondeliv.

Fredensdal er et typisk eksempel på det lille familiebrug, som var så vigtig en del af dansk landbrug i størstedelen af det 20. århundrede.

Find os på Facebook her

 

Når I besøger Fredensdal, skal I være opmærksomme på følgende:

  • Hunde må vente udenfor pga. levende besætning.
  • Gederne kan stange.
  • Ridetur er på eget ansvar og foregår kun ved, at en frivillig ved Fredensdal trækker hesten samt en voksenansvarlig går ved siden af.
  • Færden blandt dyrene er på eget ansvar. I må gerne hilse på dem, men vær opmærksom på at de kan reagere uhensigtsmæssigt, hvis de bliver forskrækkede og lignende.

 

Åbningstider

juni, juli, august: Tirsdag, torsdag og søndag 10-12

I skolesommerferien åbent alle dage kl. 10-12 undtagen lørdag.
Ekstraordinære åbningstider i påske- og efterårsferien. 

 

SÆRARRANGEMENT søndag den 4. juni fra 10-15 med fokus på kartofler. Læs mere om det HER.

 

Entré
Voksne: 40 kr.
Børn (over 3 år): 20 kr.

 

Adresse
Vestermarksvej 20, Vesterløkken